tirsdag den 6. juni 2006

Oscar




Denne del af vores blog har vi lavet i stor kærlighed og til ære for vores 
dybt savnet og højt elskede søn og lillebror, Oscar.

Oscar blev født d. 4. april 2006 kl. 01.05.

Han vejede 3016 gram og var 51 cm lang.


Lille elskede Oscar
I 9 måneder gik jeg med dig under mit hjerte og vi glædede os så meget til du skulle komme. Drømmene om dig var mange. Snart skulle vi være en familie på 4.

Desværre brast alle vores drømme som sæbebobler i vinden. Dit lille hjerte var holdt op med at slå, inden du fik set dagens lys. Hele vores liv blev vendt på hovedet, og den store glæde, vi havde båret på så længe, blev vendt til sorg.

Lille engel selvom vi aldrig har set dine øjne og ikke får lov at se dig vokse op, så vil du for evigt bo i vore hjerter. Du er stadig en del af vores familie, selvom du ikke fysisk er hos os. Du har sat så dybe spor hos os, som aldrig kan viskes ud, og vi vil aldrig stoppe med at elske dig.

De kærligste hilsner

Mor og Far.




Siden du 14 dage før termin, vendte dig i min mave, så du stod med hovedet nedad, mærkede jeg meget mindre liv end jeg plejede. Men det foruroligede mig ikke da det er normalt. Jeg var også hos jordemoder og hun kunne ikke sige andet end at alt så fint ud. Jeg hørte dit hjerte banke hver eneste gang og det lød bare så dejligt. Du tog på i vægt og det så ud som om du ville ligne din storesøster til fødslen.
Onsdag d. 29. marts 2006 er så den sidste gang jeg høre dit lille hjerte slå. Men på dette tidspunkt er jeg ganske uanede om hvad der er mig i vente.
Fredag d. 31. marts 2006 er jeg ude at foretage nogle sidste indkøb til dig. Jeg besøger en ny butik med børnetøj og køber nogle bodystockings.
Lørdag d. 1. april 2006 går stille og roligt. Vi hygger os alle tre og glæder os til at det snart er termin. Far skal til at pakke en taske, da han skal på lejrtur med skolen. Men udskyder det, da han hellere vil se fodbold i fjernsynet. Thomas er på besøg, så de mandehygger foran fjernsynet. Jeg går sent i seng, for første gang i lang tid, kl. er 23.30. Jeg undre mig lidt over at du ikke sparker som du plejer. Menslår det hen da jeg jo er kommet meget senere i seng end normalt. Jeg sover rimelig godt den nat. Skubber dog til maven de gange jeg er vågen. Hver gang uden held. Da morgenen nærmer sig begynder jeg at blive bekymret. Da Naia Sofie vågner og dermed også far, siger jeg at jeg gerne vil ind og lyttes på inden for de nærmeste timer. Inderst inde ved jeg godt hvad der er sket, men prøver at overbevise mig selv om, at det ikke kan være rigtigt. Ca. kl. 10.30 sender vi Naia Sofie over til Pia og Julie og køre selv ind til sygehuset. Har haft ringet derind et par gange. Vi bliver modtaget af en sød Jordemoder. Hun tager os med det samme med ind i et værelse hvor hun lytter til min mave. Først med lyttestokken – uden held. Dernæst med doptoeren – uden held. Her er jeg klar over at den er gal. Hun vil dog gerne lige prøve med den store doptoer – men igen uden held. Hun går nu ud og ringer til en overlæge som skal scanne min mave. De vil gerne have os med ned til den store scanner – så vi bedre kan følge med på skærmen. Hun er utrolig sød og grundig. Vi kan ret hurtig selv se at der ikke er noget hjerte som slår. Her bryder vores verden sammen. Vi er nu blevet klar over at vi har mistet dig – vores lille baby. Vi græder og kan ikke finde ud af noget som helst. Jordemoderen som er med dernede tager os med op til værelset igen. Her snakker vi lidt om det der er sket og hun anbefaler os at tage hjem og sunde os lidt for at komme igen mandag morgen til igangsættelse. Lidt efter går hun og vi bliver lidt på værelset og får ringet til Pia, min mor og Vagn, Lea og far og Rigmor. Min mor kører med det samme hjem til os for at hjælpe med Naia Sofie. Lidt senere tager vi selv hjem. Vi når lige hjem og henter Naia Sofie ovre hos Pia, da mor kommer. Vi får lagt Naia Sofie i seng til middagssøvn. Timerne herefter er meget svage i min erindring. Mit hoved er tømt for tanker og jeg føler mig meget tom inden i. Far og jeg bliver enig om, at vi vil ringe til alle dem vi kender og fortælle hvad der er sket. Vi får ringet til rigtig mange. Det er godt at få fortalt hvad der er sket og hvad vi skal igennem de næste dage. Det er enormt hårdt hver gang, men det hjælper.
Naia Sofie er for lille til at forstå hvad der er sket, men kan mærke at mor og far er meget kede af det.
Denne nat mellem søndag og mandag får vi ikke sovet ret meget. Alle tankerne flyver rundt i hovedet. Jeg græder meget.
Mandag d. 3. april 2006, står vi op får gjort os klar og ved 8.30 tiden kører vi ind til sygehuset. Her bliver vi modtaget at endnu en sød jordemoder – Ann Marie. Hun undersøger mig og kan sige at jeg ikke er moden til fødsel endnu. Kl. 9.00 lægger hun en stik pille op, og så er det bare at vente. Vi små blunder lidt. Der sker ikke rigtig noget, så jeg indstiller mig på at det her kommer til at tage lang tid. Far og jeg snakker og græder og hviler. Jordemoderen kommer ind og kigger til os engang imellem, både for at se hvordan det går, men også for at støtte os i vores sorg. Hun foreslår at vi snakker med en præst inden fødslen. Både for at få snakket om vores følelser og de mange ting som f.eks. begravelse og lign., som køre rundt i vores hoveder. Det siger vi ja tak til. Præsten – Anette – kommer kl. 13.30. Der er endnu ikke tegn på en fødsel.
Hun er hos os i en times tid og vi får snakket, til sidste beder hun en lille døn for dig. Det er beroligende, men også enormt trist. Jeg græder meget mens hun beder.
Kl. 15.00 kommer jordemoderen ind igen og fortæller, at hun og overlægen er blevet enige om at lægge endnu en stikpille op, da der jo ikke er noget barn at tage hensyn til. Det bliver så gjort. Hun kan samtidig sige, at der ikke er sket noget. Hendes vagt slutter også her, så nu er der en anden jordemoder som hedder Hanne, men det er ikke hende der skal være hos os under fødslen. Til den tid vil de ringe efter vagten – Pernille – og hun skal være der 100% for vores skyld. Den nye jordemoder undersøger mig ved 17.00 tiden, da jeg mener at jeg har fået veer som er ret stabile. Hun kan nu sige at jeg er 1 cm åben og at livmoderhalsen næsten er udslættet. Jeg kan mærke at det giver mig lidt energi, for nu sker der da noget. Hun siger, at jeg bare skal sige til når jeg vil have epiralblokaden. På dette tidspunkt syntes jeg ikke det er nødvendigt, da veerne ikke gør ondt, og jeg har det rigtig rart med at kunne følge med i det der sker i min krop. I løbet af de næste timer bliver veerne langsomt mere intense, men gør stadig ikke ondt. Vi bliverenig om at det nok er nu epiralblokaden skal lægges. Jeg får lavement og skal ligge i 10 min. Puha de 10 min er lange. Herefter kommer jordemoderen som skal være hos os indtil du er født. Det var dejligt at se Pernille igen – i denne situation var det godt at det var et kendt ansigt som var med os. Lige før narkoselægen kommer undersøger hun mig og jeg er nu 3 cm åben. Narkoselægen kommer kl. 20.00 og begynder at gøre mig klar til ”indgrebet”. Jeg kunne stort set ikke mærke noget, så min frygt blev gjort til skamme. Epiralblokaden virkede med det samme og ca. en halv time frem, så blev den aftagende og Pernille gav mig et ekstra tilskud. Der skete stadig ikke noget, bort set fra at mine veer tog til. Stadig var de til at holde ud. For hver halve time gav Pernille mig ekstra medicin i håbet om at den ville virke, men uden held. Som timerne gik, blev mine veer mere og mere intenst og det begyndt at gøre ondt. Pernille var lige så frustreret som jeg var. Jeg ville helst ikke mærke denne smerte, da den jo ikke førte noget godt med sig. Pernille ringede ofte til narkoselægen for at finde en løsning på mine smerter. Da kl. bliver ca. 00.00 snakker vi om at lægge ve-drop, for at få fødslen overstået lidt hurtigere. Mine egne veer er ellers gode, men jeg vil heller ikke mere nu. Jeg har ikke mange pauser mellem veerne, så jeg er godt klar over, at ve-droppet vil gøre at jeg slet ingen pauser får. Men på dette tidspunkt er jeg lige glad, nu skal den fødsel overstås. Kl. 00.30 lige før Pernille lægger ve-droppet, undersøger hun mig og jeg er stadig kun 3 cm åben. Dette gør mig noget modløs. For hvorfor alle disse smerter når der ikke sker noget? Ve-droppet er nu lagt og jeg skal lige sige at det virkede. Nu har jeg for alvor ondt. Jeg bliver nu også bange. Hvad er det jeg skal igennem lige om lidt?
Pernille gør et sidste forsøg på at finde noget smertestillende til mig. Og mens hun snakker med narkoselægen, får jeg voldsom pressetrang. Jeg råber på hende og far løber ud for at hente hende. Hun kommer og kan se at dit hoved står klar og jeg er fuld åben. Jeg får lov til at presse, og på to presseveer er du født. Kl. er nu 01.05 d. 4/4 2006. Du blev født på terminsdatoen.
Det blev pludselig så stille. Du er nu født, og ligger der så fin og velskabt. Det er ikke til at forstå at du ikke åbner dine øjne og giver et lille skrig fra dig. Far får lov til at holde dig først. Du er så varm og dejlig. Jeg holder dig bagefter. Jeg får en dejlig fornemmelse af ro indeni. En følelse jeg på intet tidspunkt havde forestillet mig jeg kunne få under disse omstændigheder. Jeg elsker dig med det samme - du min lille dreng.
Vi er alene med dig i et par timer. Det er dejligt at få lov til at holde dig og snakke med dig. Vi fortæller dig begge hvor meget vi elsker dig og allerede savner dig. Omkring kl.03.30, er vi så udmattede, at vi giver Pernille lov til at tage dig med, for at måle og veje dig. Hun laver også fod og håndaftryk. Du har så meget sort hår, så hun klipper også nogle totter af til os. Den halve time hun har dig er meget lang. Far og jeg kan ikke finde ud af hvad vi skal foretage os. Endelig kommer Pernille tilbage med dig og det er tid til at give dig tøj på. Jeg gør det selv. Det er utrolig hårdt, men også dejligt at få lov til at mærke dig rigtigt. Da jeg skal give dig huen på, kan jeg ikke. Jeg kan ikke få mig selv til at ”trykke” til, så Pernille sætter den på. Du er bare så fin og ligner en der skal med mor og far hjem. Vi var også meget klar til bare at tage hjem sammen med dig. Men det kunne vi jo ikke. Da vi har stået og kigget og rørt lidt mere ved dig og Pernille har taget nogle flere billeder, siger vi godnat til dig. Pernille kører dig til kapellet. Det er bare så hårdt at hun køre med dig. Far og jeg bliver meget kede af det. Måske det er ved at gå op for os, at du ikke kommer med hjem.
Lidt efter går vi ind på vores værelse og prøver at få noget søvn. Vi er så udmattede, men vi sover ikke ret godt. Måske et par timer alt i alt.
Ved 8.30 tiden d. 4/4 2006 kommer min konsultations jordemoder Birgitte ind med morgen mad. Vi er nemlig så heldige at det er hende som har vagten den morgen. Dejligt med endnu et kendt ansigt. Vi snakker lidt med hende. Hun er meget ked af det, og samtidig meget overrasket over at det skete. For hun havde jo sammen med mig hørt dig hjerte i onsdags. Hun lader os være lidt alene. Vi ringer til mormor, morfar og farmor. Fortæller at vi skal have en lille minde ceremoni med præsten kl. 10.00. Herefter begynder vi at gøre klar på værelset, så der er plads til alle. Birgitte hjælper os, og sørger for at der er stearinlys i vinduerne. Kl. 9.30 kommer hun med dig. Hvor er det dejligt at se dig igen. Men jeg kan nu ikke lade være med at græde. Du er stadig så fin. Du ligner bare en som sover så sødt. Mormor og Vagn er de første som kommer. Mormor har taget små buketter med fra haven. De er til dig. Morfar og Lea kommer derefter. De har også små buketter med til dig. Hvor er det bare dejligt at de har tænkt på det. Derefter kommer farmor og Inge, moster Mette og vores dejlige nabo Pia. Til sidst kommer Birgitte og præsten. Præsten holder en lille tale for dig og vi synger ”Sov sødt barnlille”. Det er så hårdt, og jeg får ikke sunget ret meget. Tårerne triller ned af min kind. Derefter beder han en bøn og vi slutter af med at synge ”Befal du dine veje”. Herefter skal vi tage afsked med dig. Det kan jeg ikke. På dette tidspunkt hvor vi selv skal hjem fra sygehuset og dermed forlade dig, er det ved at gå op for mig, at det er slut. Jeg bliver meget ked af det og til sidst hjælper din far mig med at beslutte at vi skal gå. Birgitte kommer og tager dig med til kapellet. Puh hvor er det svært at gå ned af trapperne og ud til bilen.
Men hjem kommer vi. Jeg græder det meste af vejen, men din far er så fattet at han kan køre bilen selv. Jeg er meget stolt af ham.
Hjemme er morfar og Lea samt mormor og Vagn. Mormor og Vagn køre hjem efter en times tid. Morfar og Lea bliver hos os.
I de følgende dage er der mange beslutninger der skal tages. Der bliver ringet efter en bedemand. Han kommer og hjælper os med at tage de beslutninger der skal tages. Det er bland andet omkring kiste, urne, blomster m.m. Det er meget hårdt, og jeg bliver ked af det. Han er en god mand, og tager sig god tid til også at snakke med os. Til slut aftaler vi at mødes ved kapellet på Silkeborg sygehus onsdag d. 12/4 kl. 10.00. Vi vil nemlig gerne se dig en sidste gang, og hjælpe med at lægge dig over i din lille kiste.
Der bliver også ringet til præsten – Niels Uldal. Han kommer dagen efter. Vi fortæller ham om forløbet og vi snakker om salmer som skal synges til begravelsen. Han er god at snakke med. Vi aftaler at synge følgende sange: ”Sov sødt barnlille”, ”Nu titte til hinanden” og ”Se forårssolen morgenrød”. Det er hårdt at snakke om disse ting. Jeg bliver endnu engang meget ked af det.
Alle dag, lige fra vi kommer hjem fra sygehuset, får vi mange blomster. Jeg har talt at vi fik 25 blomster eller gaver. Det har været meget overvældende og har varmet at så mange mennesker har tænkt på dig, mor, far og Naia Sofie.
Fredag d.7/4, kommer mormor og morfar og Lea tager hjem. Vi har nu en rolig weekend, hvor der ikke skal tages så mange beslutninger. Det er dejligt at kunne ”slappe” lidt af, men tankerne om dig – min lille engel – er der konstant.
Tirsdag d.11/4, skal vi ind og snakke med Pernille. Vi er der i 1½ time og det er dejligt at snakke med hende igen. Vi snakker om den sidste uge, om hvordan vi har taklet forskellige ting m.m. Der er en dejlig behagelig stemning. Hun er glad for at se og høre hvordan vi lige så stille bevæger os i den rigtige retning. Vi får billederne af dig, men har ikke mod til at se dem lige med det samme. Men da vi er hjemme igen, skal jeg bare se dig igen, så det var godt vi havde fået billederne. Morfar og Lea er her nu igen og vil også gerne se billederne af dig. De syntes lige som os at de er gode. Det er nu godt at have et lille bevis på at du faktisk har været her.
Om aftenen kommer Moster Bodil. Det er dejligt at kunne snakke med hende.
Onsdag d.12/4. Jeg har en uro i kroppen fra jeg vågner. Jeg er meget nervøs for at skulle sige endeligt farvel til dig. At skulle se din lille krop for aller sidste gang, gør mig ked af det. For det eneste jeg har lyst til er at beholde dig her hos mig. Det er så utrolig hårdt at tænke på at jeg aldrig får dig at se igen. Jeg savner dig allerede ubeskrivelig meget på dette tidspunkt. Morgenen går hurtig, for hurtig for jeg er slet ikke klar til at skulle tage afsked med dig, men der er ikke noget at gøre. Vi køre ind til kapellet, hvor mormor, Vagn, farbror Steen, Karin og bedemanden tager imod os. Bedemanden kommer hen til mig og far og fortæller os, at du er fin, men at dine læber er blevet mørkere. Vi går ind til dig. Jeg græder med det samme, du er så fin og ligner en som ligger og sover så fredfyldt. Nu mangler det bare at du åbner dine øjne og kigger på os. Far og jeg står et stykke tid og ser på dig og aer dig. Vi græder begge. Det er så uretfærdigt, at du ikke fik lov til at leve. Efter lidt tid henter vi de andre, så de også kan se dig en sidste gang.
Jeg kan mærke, at jeg ikke selv er i stand til at løfte dig over i din kiste, det er bare for svært. Så far henter bedemanden. Han kommer og hjælper med at få dig over i kisten. Du får dit lille tæppe omkring dig og den lille bamse jeg har købt til dig, lægger jeg ved dit hoved. Du får også friske forårsblomster fra mormor og Lea med i kisten. Far hjælper bedemanden med at lægge låg på din lille kiste. Far beslutter sig for at han selv vil bære kisten ind i kapellet. Her står du så et øjeblik, hvor vi står og tænker på dig. Far og jeg har besluttet os for at vi selv vil køre dig til Brande kirke. Tanken om at vi selv kørte dig på din sidste rejse, kunne vi godt lide. Far ville selv bære dig ud i bilen og det gør han så. Herefter kører vi og de andre køre bagved os. Lidt i 10 er vi ved kirken. Morfar løfter dig ind i kirken. Far og jeg går lige bag ved. Herefter starter bisættelsen. Helt præcist hvad præsten sagde, kan jeg ikke huske, andet end at jeg havde en god fornemmelse i maven, ud fra det han sagde.
Farbror Steen løfter dig det sidste stykke fra kirken og ud i rustvognen. Far og jeg går lige bagved. Jeg kan ikke holde tårerne tilbage. Det er ved at gå op for mig at det er slut nu. Vi følger rustvognen helt ud til lågen. Her stopper vi og kan kun stå og se hjælpeløse på at rustvognen kører væk med dig – min lille elskede dreng.
Herefter går far og jeg rundt og siger tak til alle dem der kom med i kirken. Mange af dem kommer med os hjem bagefter. Og det er dejligt at snakke lidt med dem alle. Efter et par timer, er vi atter alene. Jeg har en tomhed inden i. Ved ikke rigtig hvad jeg skal foretage mig. Lidt senere køre morfar og Lea også. Tilbage er kun far, moster Bodil og jeg. Men det er nu dejligt, at være alene igen og dejligt at der er moster Bodil som er her.
Torsdag kommer Martin. De bliver begge til lørdag eftermiddag. Vi snakker og hygger os, og det er dejligt at have nogen tid sammen med dem. Det har vi ikke haft meget længe.
Fra lørdag d.16/4 er vi så alene for første gang. Det er dejligt, men også lidt stille. Men vi skal jo til at klare os selv igen.
Tirsdag d.18/4 er far og jeg inde for at finde en sten til dig. Det er hårdt at skulle beslutte hvad der skal stå og hvordan stenen skal se ud. Men damen er rar og hjælper med at tage beslutningerne. Vi får graveret et stort hjerte i stenen. Inde i det hjerte skal der så stå følgende:

Oscar
Lau Kleener
*+ 4.4.2006
Du sætter dine spor.



Mandag d.24/4 havde vi urnenedsættelse. Jeg havde regnet med at jeg selv skulle sætte dig ned, men det kunne jeg ikke da det kom til stykket. I stedet for gjorde far det. Nu er du i hvert fald der hvor vi har besluttet du skal ligge. Nu venter vi bare på at din sten kommer.
Fredag d. 5/5. Gravøren har ringet for at fortælle at din sten er på plads. Far og jeg og Naia Sofie vil tage op til dig og se den i morgen.
Lørdag d. 6/5. Det er en rigtig fin sten. Den er jeg meget glad for. Det er blevet et fint hjerte som er rundt om skriften. Vi lagde også nogle nye blomster. Bamsen fra min mødregruppe stod der stadig. Det var dejligt at se.
I disse dage er det rigtig blevet sommer i Danmark. Jeg er ked af at jeg ikke kan dele dette med dig. Jeg savner at kunne holde om dig og pusle dig.
Vi har fået hængt den fine tegning af dig, dine aftryk og dit hår op sammen med et billede af Naia Sofie og hendes aftryk af fødder og hænder. Det er blevet rigtig fint. I denne forbindelse, snakker vi med Naia Sofie om dig når vi går forbi. Jeg tror hun er ved at forstå sammenhænget mellem baby i maven og dig på billedet. Hun sagde også selv i dag, at det var Oscar vi skulle give blomster. Jeg ser på en måde frem til at jeg kan fortælle hende noget mere om dig og vores forløb sammen. Det er godt nok ikke så meget jeg kan fortælle, men alligevel fylder du utrolig meget inden i mig. Jeg kan stadig blive helt overrasket over, hvor meget et lille menneske som dig som jeg kun har ”kendt” i 9 mdr., kan fylde. Du betyder meget for mig og jeg vil aldrig nogensinde glemme dig. Jeg syntes, at jeg efterhånden, oftere kan tænke på dig på en varm måde. Egentlig på samme måde som jeg tænker på Naia Sofie. Jeg kan stadig blive ked af det og trist til mode, men den varme måde fylder mere og mere. Det er dejligt!
Det eneste vi mangler nu, er at få svar på obduktionen. Håber at vi snart får en dato, så vi kan blive helt færdige med alt det praktiske.
Fredag d. 12/5. Vi har nu fået besked om mødet angående din obduktion. Det bliver fredag d. 19/5 kl. 14.15. Min jordemoder Birgitte ringede og fortalte om datoen. Hun sagde også at hun havde læst rapporten. Hun ville lige sige at de ikke havde fundet andet end, at moderkagen ikke var god. Nu ser jeg frem til at få noget mere at vide. Både med hensyn til dig, min lille skat, men også i forhold til næste graviditet.
Mandag d. 22/5. I fredags var vi så inde for at få svar på obduktionen. Men da vi kom ind viste det sig at den ikke var færdig endnu!! Det var kun den del som omhandlede moderkagen som vi kunne få svar på. Og umiddelbart var den så dårlig at Mette – overlægen – var ret sikker på at der ikke er noget på dig. Men til gengæld skal jeg have foretaget en masse blodprøver. I dag har Mette ringet og sagt at jeg bliver henvist til Skejby. Det er dem som er specialister og de vil gerne have mig derind så de kan snakke med mig omkring alle de prøver de vil have lavet. Jeg blev lidt ked af det da hun ringede, men selvfølgelig skal jeg tjekkes, så de kan hjælpe næste gang jeg bliver gravid. Men dette projekt bliver vi nok nødt til at udskyde nogle måneder. For kun hvis jeg er heldig kan jeg komme til inden sommerferien. Mette sagde godt nok at hun ville gøre alt hvad hun kunne for at jeg kom til hurtigst muligt.
Jeg har det lige nu meget svært med, at jeg måske har en sygdom, som har været med til at du ikke kunne overleve i min mave.
Mandag d. 12/6. Der er sket flere ting siden sidst jeg skrev. Jeg har selv ringet til Skejby for at snakke med en læge og høre lidt om vores ønske om projekt baby. Vi fik grønt lys. Dejligt, for så er vi da i gang og kan så bare håbe på at vi kan gøre dig til storebror snart. Jeg fik ved samme lejlighed en dato for blodprøverne og den dertil hørende samtale. Det bliver d. 26/7.
I morgen skal vi grave en lille vase ned ved din sten. Det bliver dejligt også at kunne sætte en buket til dig.
Ellers går det faktisk godt. Jeg tænker tit på dig, men med mere glæde end med sorg. Du har givet mig mange nye ting, selvom jeg aldrig lærte dig rigtig at kende. Jeg savner dig meget, men har fået vendt savnet til noget positivt.
Tirsdag d. 13/6. Mette Tobiassen ringede i går eftermiddag, for at fortælle hvad der stod i din obduktionsrapport. Hun kunne fortælle at du var helt som du skulle være. Altså var der ikke noget på dig. De havde også undersøgt om der kunne havde været en infektion, men det havde der ikke. Så som vi regnede med var du bare perfekt. Et eller andet sted er det dejligt at vide, men det gør mig også lidt ked af det, for hvis bare vi havde fået dig ud lidt før, så havde du ligget i mine arme nu. Jeg savner dig og elsker dig, min lille dreng!
D. 26/7 var jeg så på Skejby sygehus for at få taget en masse blodprøver. Svarene skal vi nu vente 4-8 uger med at få. Det er godt nok lang tid, men der er ikke noget at gøre.
Vi har så i mellemtiden fundet ud af at jeg er gravid igen, med termin d. 2/4 2007.
September 2006. Vi har fået svarene på mine blodprøver. De har intet fundet. Så nu står vi i en situation, hvor vi ikke kan få svar på hvorfor min moderkage fik flere blodpropper. Det eneste der er at gøre i forbindelse med den nye graviditet, er at de vil følge mig nøje med scanninger